Caroline SAUVAGEOT
Den forbudte Etage
* Velkommen til Hotellet *
Copyright Caroline Sauvageot 2007
Du kan få fat i forfatteren på e-mail : carey.s@wanadoo.fr
Copyright THOnlineupdate.blogspot.com
Vi har lagt meget arbejde i at oversætte dette, derfor må ingen på nogen måde stjæle oversættelserne ! Du kan kontakte os på e-mail: thonlineupdate@jubii.dk
Original titel : L’Etage Interdit. 2007
Oversat af Sidsel Brøns Nielsen & Henriette Andreasen til dansk 2010
Læst igennem og rettet af Annika Clemens
Alle fra www.thonlineupdate.blogpot.com
Indholdsfortegnelse
1. Genforeningen s. 13
2. Zimmer 104 s. 39
3. Ankomsten s. 51
4. Anaïs Parïs s. 69
5. Velkommen til hotellet s. 109
6. Manon s. 131
7. Zimmer 527 b s. 197
8. Den forbudte etage s. 236
9. Zimmer 527 a s. 259
10. Zimmer 525 s. . . .
11. Dans La Nuit s. 3 . .
12. Pure Morning s. 3 . .
Hier drinnen ist niemals richtig tag
Das licht kommt aus der Minibar
Und morgen wirds hier auch nicht hell
Willkommen im Hotel
Tokio Hotel, ‘REDEN’
Herinde er det aldrig rigtig dag
Lyset kommer fra Minibaren
Og i morgen bliver her heller ikke lyst
Velkommen i hotellet
Oversættelse af, ‘REDEN’
/ !\ Advarsel / !\
Selvom jeg blev inspireret af rigtige fakta og virkelige mennesker, er følgende historie fiktion. De er på ingen måde selvbiografiske tekster om deres liv og de få dage bandet Tokio Hotel har brugt i Paris for at reklamere i december 2007.
Samt Anaïs Paris karakter er også fiktiv. Nogen lighed med rigtige mennesker og fakta vil være en total tilfældighed.
Genforeninger
~ 1 ~
Søndag 10. december, 2007.
09:15
Teenagerne havde en aftale under Triumfbuen. Aby og Chrystal havde allerede ventet et kvarter på at Delphine, Clauchette, Amélie og Line skulle ankomme.
Alle var medlemmer af det officielle tyske rockband Japan Roads hjemmeside og brugt deres aftener på at kommentere på nyhederne om de fire unge musikere. Mens de diskuterede i forummet, besluttede de sig for at tage til Paris, for at prøve at se bandet, som kom til Frankrig for at reklamere for deres nye dvd og nogle optagelser til tv-shows.
Det var noget sindssygt omkring Japan Road, som ingen havde set siden The Beatles, Abba eller Claude François. Hvert sted de tog hen, var der en menneskemængde af hysteriske piger, som ventede og roste dem. De vidste absolut alt om dem. Tidspunktet deres fly ankom, navnet på det hotel de var i, restauranten de var på, reklamations stederne, hvor de havde en aftale… Aldrig har et fans samfund været så godt informeret eller anvendt disse muligheder for at se deres idoler. Disse piger, stadig teenager ifølge de fleste, ville rejse kilometer for at se dem i et øjeblik eller campere flere dage før et show for at være på forreste række. De kunne gå uden noget bare for at spare penge og geninvestere dem i cd’er, dvd’er, koncertbilletter og merchandise. De levede kun for dem. Det forbløffede helt forældre og de voksne i almindelighed. Tabet af kontrol over deres teenager var noget temmelig bekymrende, og de vidste ikke, hvordan de skulle håndtere det.
I dag kom pigerne for tre dage af reklamationer. Bandet ville optage shows i morgen på Plaine St. Denis ; så de vidste, at de ville ankomme i midten af dagen, snarere om aftenen, og ville forlade tirsdag først på eftermiddagen. De kendte til deres vaner.
Aby og Chrystal blev utålmodige. Vejret var koldt og på Place de l’Etoile, fik de den kolde vind lige i deres ansigter. Da det begyndte at regne, rykkede de ind under Triumfbuen for at komme i ly. Chrystal havde to store rejsetasker. De var lette, fordi de kun indeholdte fire store tæpper og noget mad. Hun stillede dem mod søjlen og satte sig på dem. Hun tog sin mp3-afspiller frem og aktiverede tilfældigheds funktionen, en blanding af Japan Roads albummer. Aby holdte hendes taske ind til sig selv og begyndte at læse listen af navne, som var indgraveret under buegangen. Det ville tage tid, og hvem ved, måske ville hun se navne, hun kendte. Der var navne på generaler og oberster, der kæmpede under den franske revolution eller det 1. imperium. Hun startede sin læsning fra venstre, og fjerde kolonne fik hende til at grine.
- Prøv at se her Chrystal ! Maison, Mouton… Greiner ! (Huse, får, loftsrum på fransk)
- Super navne, lo hendes ven.
- Det er ikke okay at gøre nar af folk, piger ! Irettesatte en gammel herre dem, og de to genoptog deres latter. Ved du noget om General Poul Greiner, som kæmpede under revolutionen i det store slag ved Valmy?
Teenagerne lavede et negativt tegn med hovedet.
- Aaah, udbrød han. Republikken blev proklameret efter dette slag ved Valmy, børn. Men hvad i alverden lærer I, i skolen ?!
Delphine ankom midt i dette særlige øjeblik, og hun undrede sig over, hvem pigerne diskuterede med.
- Og ved i noget om Marskalen (en militær udmærkelse) af Frankrig Nicolas Maison, som kæmpede i Austerlitz slaget ? Og om General Georges Mouton, som deltog i mange kampe… Slaget ved Friedland for eksempel, sagde han og pegede armen mod Avenue af Friedland, som startede fra Place de l’Etoile, og som var på deres højre side.
Chrystal og Delphine bed i deres læber for ikke at grine. Aby lyttede til, hvad denne herre sagde. Hun havde altid været interesseret i historie og kampe, der var imellem franskmændene og tyskerne. I hendes by, var hun frivillig i en forening, der arbejdede for minderne om krigene mellem Frankrig og Tyskland.
- Aby læser bare de indgraverede navne på Triumfbuen for at bruge tiden, sagde Chrystal i en hvisken. Hun så navne som Maison, Grenier… og det fik os til at grine. Det er i dette øjeblik den gamle mand antastede os ! Gnagnagna det er ikke okay at gøre nar af folk, osv… Og nu giver han os en historie time !
- Åh, jeg forstår, sagde hun, med sympati for Aby. Har du noget nyt fra de andre ?
- Clauchette ankom fra Nice. Hendes fly er allerede landet, men det tager tid at komme… Og Amélie og Line sendte mig en sms fra toget. Ingen nyheder siden da, men de vil være her snart, tror jeg.
- Ok, sagde hun, mens hun rykkede frem mod Aby_Shadow og viftede et lille tegn med hendes hånd !
Nu læste hun også de indgraverede navne, og hendes øjne fangede navnet MacDonald. Som en refleks læste hun det højt.
- Etienne MacDonald og slaget ved Wagram ! Udbrød den gamle mand, mens han grinte. Se Avenue Wagram er lige bag ved jer. Sikke et rod dette slag ved Wagram var ! En ville grine af det, men det var tragisk. MacDonald kom og skød mændene fra Bernadotte’s hær, som han troede var preusserne på grund af deres hvide uniformer ! Men han forsvarede landet og blev til en Marskal… Det var trods alt en fantastisk kamp, fortsatte han, men teenagerne blev ophidset.
Clauchette ankom, pakket op med tre tunge tasker og i slidbanen, nærmede to piger sig gruppen. Det var søstrene Amélie og Line. De havde været tætte på dem i fem minutter, men eftersom de var i samtale med denne mand, havde de tvivlet på om det var Japan Road fans, de skulle møde. Chrystal forklarede situationen igen, og Amélie foreslog, at de sødt fortalte manden, at de havde bedre ting at gøre, eller at de var ventede et andet sted. Foran hotellet af deres favorit band for eksempel ! Snart ville fortovet være overfuldt af fans, og de ville blive nød til at stå forenden af gaden ! Chrystal beroligede dem ved at minde dem om, at klokken knap var 09:25 og J.R. ville ikke ankomme før 20:00, så de havde masser af tid !
- Slaget ved Wagram satte en ende på den 5. koalition, fortsatte han, og fordi han regnede med, de ikke vidste, hvad han snakkede om, begyndte han at forklare. Det var en alliance mellem Østrig og England om at bekæmpe den franske Rige af Napoleon i begyndelsen af det 19. århundrede. Men MacDonald kæmpede også i Waterloo ! Under kommando af Marskal Ney, sagde han ved at pege på hans navn indgraveret på væggen lige over MacDonald’s navn. Han var også en god mand ! Han tog del i enhver kamp ! Austerlitz, Friedland, Iena... og efter Iena, stoppede han aldrig med at få preussiske territorier… Erfurt på få dage, Magdeburg på 24 timer…
- MAGDEBURG ?! Udbrød de seks forbløffede teenagere sammen.
- Ja, det var meget hurtigt. Fortæl mig ikke at I kender denne kamp, hvilket er en af de mest beskedne på hans liste…
- Åh, selvfølgelig ikke ! Beroligede Aby ham.
- Det er Japan Roads by ! forklarede Clauchette.
- Nej, det er, hvor bandet mødtes, rettede Amélie.
- Det er derfor vi er i Paris i dag, tilføjede Delphine.
- Vi skal hen og se Japan Road ved deres hotel !!! udbrød Chrystal og rejste sig op fra hendes tasker.
De var meget begejstrede for at tale om deres favorit band til den gamle mand. Rollerne var vendt, det var deres tur nu, til at fortælle historien om bandet.
Da de var børn, gav Liam og Théo Kaulblitz, tvillingebrødre, nogle små shows i barer i Magdeburg, en lille by i Tyskland. Liam sang og spillede synthesizer. Hans bror spillede guitar. En aften mødte de to venner : Gregor, som spillede bas og Gunther, som spillede trommer. De fire drenge, omkring ti år gamle, blev venner og derefter skabte bandet deres første kompositioner. De fortsatte med at lave små koncerter omkring Magdeburg i nogle få år, og en aften, var der en producer i klubben og opdagede de fire drenges potentiale. Hver havde deres eget udseende og sin egen personlighed på trods af deres 13 år. Liam havde håret farvet sort, make-up på sine øjne og malede sine negle sorte. Han tilpassede sine bukser og bar T-shirts tæt til kroppen. Han kunne også lide alle slags smykker : store sølv armbånd, dødningehoved vedhæng, læder halsbånd... Og han havde en piercing i sin tunge og i øjenbrynet. I modsætning til mange tvillinger, havde hans bror en total anderledes udseende. Aldrig ville nogen have sagt, de to var brødre. Théo havde beholdt sin naturlige hårfarve og nogle karamel-blonde dreadlocks faldt ned, og rørte næsten hans skulder. Han var iført store hængerøvs bukser og rap T-shirts. Han opdagede i denne periode hiphop musikken og var på vej til at helt blive fan. På sådan et punkt havde hiphop overgået rock’n’roll i hans sind. Men når han komponerede med Liam var det altid rock’n’roll melodier ; Øvelserne på guitar ledte næppe til at lave hiphop musik. Han havde også en piercing i sin læbe.
Deres venner Gregor og Gunther havde en mere traditionel udseende, men de havde, i forhold til deres alder, en seriøs musikalsk kultur og en god eksperiment af musik. Begge havde spillet siden deres tidlige barndom, og de gik på en musikskole. De var fans af engelsk rock og metal. Deres smag gik mere i retning af hård rock.
Risikoen ved at producer et band var ofte at ingen vidste, hvordan medlemmerne ville få det sammen. Men her, var det et band af drenge, som havde kendt hinanden i mange år, og som var på samme bølgelængde, når de snakkede om musik. Alle accepterede de andres smag i privaten, og når det kom til at lave musik med bandet, var de alle enige om stilen, det skulle være. Théo havde aldrig forsøgt at vende melodierne til noget mere groft, eller Gunther akkorderne mere hardcore. De var ok med en rock’n’roll lyd, som alle kunne lide.
På det tidspunkt, havde, Josh, deres fremtidige manager, været imponeret af drengene. De var meget selvstændige og vidste, hvad de ville. Liam havde skrevet tekster, og da Josh havde foreslået at arrangere dem, havde han bestemt nægtet. Han havde en tekst imod skole, om forældre, som blev skilt og gjorde livet til et helvede for børn. En anden en om nogle drenge, der ikke kunne holde synet af hinanden ud, og til hinanden sagde de ”Fuck dig”’, en anden en, hvor han fortalte om deres hensynsløse liv og erkendt, at selvom de var unge, var deres weekender forbudt for mindreårige mennesker. De andre sange var inspireret af hans nylige brud med sin kæreste, Anaïs, og han ikke gad at høre, at han er for ung til at dø for kærlighed. Det var den første gang, han var forelsket og denne adskillelse havde helt ødelagt ham. Alle medlemmerne af bandet blev rørt ved denne situation.
Den lille Anaïs havde opholdt sig i Tyskland i lidt mere end to år, på grund af hendes mors arbejde, og havde tilbragt dette år med Liam og hans venner. Hun spillede fjols med dem, støttede dem, gav sin mening om de nye sange… Og nu når hun ikke var der mere, følte Liam ikke helt sig selv mere, som om han var en anden person. Han ville skrige til hende om at komme tilbage og rede ham fra sin sørgelige tilstand. Han havde også skrevet denne sang, som Anaïs forguder, hvori han siger, at hvert sekund vi ikke drager fordel af, er vi fortabte. Han lavede store bestræbelser for sig selv til at fortsætte frem ad, til at tage ansvar for bandet og ikke tænke på fortiden. Han mødte Anaïs hver nat i hans drømme. Engang, havde hun sagt til ham, at hver gang månen gik forbi hans vindue, havde den allerede været ved hendes vindue for at samle hendes tanker, og kom nu for at varme ham med sine klare og lysende stråler, blød som et nattelys og ikke glitrende som solstrålerne. Selvom deres livet var mørkt i dette øjeblik, ville månen komme hver nat for at lysne den. Og måske en dag ville den slutte sig til dem …..
Sådan var universet for bandet. Et ganske mørkt men romantisk univers, altid tændt ved månestrålerne. En hård verden, hvor et lys forblev ved enden af tunnelen. Liam ville ikke lave nogen kompromiser og ville ikke synge, at vi levede i en lyserød verden, hvor livet var nemt. Josh havde moret sig over hans reaktion i begyndelsen. Denne unge dreng syntes ikke forstå, at han foreslog bandet en kontrakt med en stor etiket, hvad indebar udgivelsen af en cd-single, og så et album, nogle reklamationer i pressen, i tv-shows og nogle koncerter, hvis albummet fik nok succes. Det var en konkretisering af deres drøm, for dem der kun levede for musikken. Men Théo, som altid står bag hans bror og vidste udmærket, hvad han tænkte, havde straks sagt til Josh, at de kun levede for deres musik ! Ikke musik fra andre personer. De levede ikke af skabte sange, som blev værdsat af de fleste folk. De ville ikke synge en historie om varmt sand og kokosnødder under påskud af at udgiveren ville udgive den første single i august eller værre, at synge dette yeah ! Det ville snart være tid til at komme tilbage til skolen, og de ville møde venner igen og have det sjovt i cafeteriet. Da, havde Josh været imponeret af deres temperament. Mange unge mennesker – og selv voksne – ville have accepteret ethvert kompromis, som ville gøre dem til en stjerne. Etikette direktøren syntes at det var dumt, at afvise hans tilbud, men bandet var overhovedet ikke med på den.
Derfor spurgte Josh, hvad de ville gøre nu, når de havde nægtet en så stor aftale, og de svarede, at de ville fortsætte med at spille i små klubber omkring deres område, og at de ville skrive nye sange og øve deres musik. Josh vidste ikke hvorfor, men han var ikke i stand til at svigte dem, og simpelthen bare erklære, at de havde nægtet en stor mulighed, og nu skulle klare sig selv. De havde modet, de havde stilen, de havde en personlighed, og de var ærlige. De var ikke klar til at acceptere alt der ville gøre dem kendte. Selvfølgelig var det deres drøm at lave en koncert en dag foran et sted overfyldt af fans, men ikke ved at synge søde og farverige sange. Deres teenager verden var ikke sødt og ikke farvet. Det var snarere bittert og mørkt.
Gunther, den rolige og reserverede trommeslager, spurgte Josh, hvad der var galt med bandet. Hvorfor kunne de ikke produceres sådan, som de var ? Svarene var mange. Deres tekster var lidt akavet og skrevet på gebrokkent engelsk. For teenagerne på 10-15 år gamle skulle gerne blive rørt af sangene, men de forstår ikke engelsk i denne alder : det vil derfor være bedre at skrive sangene på tysk. Udover det, kunne han virkelig godt lide sangenes tema, men han tvivlede på at radioen ville spille en sang, der skubbede folk til at droppe skolen, eller at have en uforsvarligt liv under dække af levereglen ”nyd hvert sekund”. Og så var der udseendet af hver enkelt. I et band, har medlemmerne normalt det samme udseende og kan lide det samme slags musik. Og til sidst, skjulte han ikke, at det er sværest for et band, lavet af børn – fordi 13-årige stadig var børn – og var udseendet halv-glamour halv-gotiske af Liam..
Så de brugte denne weekend på at diskutere i garagen, som var lejet til at øve i. De snakkede hele natten lang. Omkring deres liv, teksterne, melodierne, skolen, Liam og Théo’s forældres skilsmisse, genertheden ved Gregor og Gunther, som ikke havde tvillingernes temperament, omkring Liams make-up, som ikke var accepteret overalt de gik, omkring deres berømte franske veninde, Anaïs, veninde var hun for dem alle, og kæreste var hun for Liam. Så sød og dejlig. Der havde været grin, tårer, betroelser og i slutningen en enorm lyst til at dele dette univers med hele verden. En stor medvirken var blevet født denne nat imellem Josh og bandet, og drengene havde betroet hinanden ting, de aldrig havde sagt til hinanden før.
Disse fire unge drenge var anderledes fra de andre. Men var der ikke anderledes mennesker overalt ? Generte teenager der gemte sig i gården, gotiske ung stjerne gemte sig i et andet hjørne, andre der led af en svær familie univers, eller som levede meget dårligt i en ulykkelig kærligheds historie… Endelig blev menneskernes karakterer, at hver var anderledes fra de andre. Det var derfor menneskelige forbindelser var så svære.
De følgende uger, arbejde Josh med Liam på teksterne. Han ville ikke ænder emnerne, men kun forbedre ordene. Han kom i kontakt med nogle venner, og snart var der andre sangskrivere, som arbejdede med ham om tekst og melodierne. Bandet, som var åben for ethvert forslag, indrømmede at sangene var meget bedre. Betydningerne var stærkere, musikken mere uddybet. De følgende år, optog de demoer og fortsatte med at spille i nabolagets klubber. Deres stil var fortsat fastholdt. Og snart havde de en aftale med en anden etikette og et magasin for teenager. En aftale og nogle reklamationer.
Den næste sommer blev den første cd udgivet på bølgerne. Titlen var “Fliegt zu der Mond”, som betyder “Flyv væk til månen”, historien var om et brud og et møde i nattens verden, med et budskab dybere, end det syntes. Når nogen læser mellem linjerne, forstod man, at uanset hindringerne på tværs, var der altid en mulighed for at undslippe fra hverdagens liv, at huske de gode øjeblikke og især at fortsætte sit liv. Sådan blev Japan Road introduceret til folket. Bandet forklarede deres valg af dette uventede navn for et tysk band.
- “Japan”, fordi vi kan lide Japan og dens kultur, forklare Liam, som naturligt blev leder af bandet. Og ”Road”, fordi det repræsenterer vores nuværende livsstil. Vi er altid på vejen mellem en by og en anden..
Det blev straks et hit ! Til stor forbavselse for alle. Teenagerne elskede dem uden tvivl !. De kunne lide alt. Teksterne, rock melodierne, udseendet af drengene, deres oprigtighed i interviewene, deres spontanitet i tv-shows. Efter nogle få uger, var de stjerner i Tyskland. De var de nye idoler. På trods af at de var unge, de var knap 15 år gamle, og Josh involverede snart et sikkerhedshold instrueret af Saly. Saly og Tony var deres første bodyguards.
Albummet var udgivet, og det var et succes uden tilfælde i Tyskland. Aldrig havde et så ungt rockband haft så meget succes, eller været idoler for publikummet. De lavede deres første tour i slutningen af året. De var efterspurgte over alt i landet, var på forsiden af et magasin hver dag, og der blev skabt tusindvis af websider.
Fænomenet krydsede hurtigt grænser, og snart var Japan Road efterspurgt i hvert enkelt land i Europa. Og især i Frankrig. Utroligt, bandet realiserede tak til internet siderne, for at de havde enorm succes blandt franske teenager. De så på YouTube fan-videoer, hvor man så dem synge på tysk. Hurtigt organiserede websider oversættelser af interviews og sangteksterne, magasinerne modtog anmodninger på artikler og musikalske kanaler blev bedt om at vise deres video-klip. I hver by troede teenager, at de var de eneste, som kunne lide dette bandt, som sang i et uforståeligt sprog for de fleste teenagere. De var få, der lærte tysk som et fremmedsprog. Men det var netop på grund af deres succes. Det var nyt og ud over det almindelige. Alle lyttede til engelsk og amerikansk musik. Denne slags var overflødig. Rockbandet sang på tysk, vovede at vise deres personlighed, som Japan Road gjorde, der var kun én af dem. Og hver teenager som kunne lide bandet, følte sig lidt speciel, anderledes. De kendte et band, som alle andre kendte. Andre elskede en sanger i mode, men de fulgte ikke gruppen dumt.
Gradvist lærte fansene af Japan Road en lektie af sangene og turde at ænder deres smag og være anderledes. Håret, neglene og øjnene blev forvandlet til sort. Tøjet dækket med dødningehoveder, stjerne, knuste hjerter og kirsebær. Striberne og kontrollør værkerne kom tilbage til moden. Og da bandet startede med at lave reklamer og koncerter i Frankrig, så opdagede de hurtigt omfanget af deres succes. To år senere, er der ingen der havde forudset at den enorme succes ville blive endnu mere vigtig, så meget, at bandet blev et helt uforklarligt fænomen og uden fortilfælde. Salget af Cd’er og Dvd’er eksploderede på trods af krisen, de fleste kunstner var nød til at lægge ansigt til, de ulovlige downloades, nogle teenager magasiner havde steget i salg af deres produkt, koncertbilletter blev solgt på en halv dag, og altid var der en flok af piger, som fulgte bandet overalt. De sov foran radio-, tv-studier, koncert haller, hoteller. De ankommer flere dage før og camperede der. De havde lavet deres absolutte lovsang ud af sangen af Pascal Obispo, “Fan”, men i sidste ende, var den sang der passede bedre på dem “La Groupie du Pianiste” af Michel Berger.
På tidspunktet for den første franske tour, var der mange fans, som fulgte bandet, enten på flere datoer, eller alle datoerne. De rejste gennem Frankrig. Medierne og de voksne sagde om dem, at de var skøre, besatte, idioter, ubevidste … I virkeligheden var de organiserede og uafhængige. Ja, de var ikke i skole, men indhentede det, de havde mistet bagefter. I sammenligning med unge mennesker, som brugte deres dage dumt foran tv’et, og gik til et show uden nogen interesse, tog de toget, rejste, besøgte nye byer. På de timer, hvor unge mennesker spillede video spil på internettet hele dagen, brugte de internettet til at finde de billigste tog billetter, by kort, vejviser til McDo, en sidste øjeblik reservation side, som foreslog de billigste hotelværelser. Og når de andre snakker på Msn eller chats, var de sammen foran koncert hallen, delte deres hårde tider, deres minder, deres betroelser og de sidste nye informationer om bandet. Nogle fans havde skabt SDF1. Samfundet for Hengivne Fans, og teenagerne var stolte af at være en del af denne gruppe. Dette navn blev givet til dem, som fulgte reklamerne, optrædenerne og koncerterne med Japan Road. Men de mest kendte fans var De Sindssyge. Alice, Anta, Camille, Carmen, Fanny, Julia og Victoria. Syv unge piger, som havde fulgt bandet siden deres begyndelse. Siden Zu Der Mond Fliegen havde været i tysk radio. De valgte deres navn med henvisning til månen og til den første sang. Men også fordi deres humør skifter lige så tit som månen skifter. Altid på forreste række, det var nemt at se dem, og medierne snakkede om dem. Alice blev nogle gange inviteret til nogle tv-shows som Japan Road fanen. Siden da, selvom de ikke kendte hendes navn, mindes de om hende som ”den rød håret pige”, som havde været i tv.
I dag, er alt det der finder sted omkring bandet simpelthen utroligt. Den gamle mand havde lænede sig mod væggen mellem søjlerne. Han havde svært ved at forstå.
- Men hvorfor fanden tager man så meget smerte for at gøre det ? Hvorfor vente hele dagen lang i kulden ?
- For at se dem ! skreg pigerne.
- Når de ankommer til hotellet, skriver de nogle gange autografer, forklarede Chrystal.
- Det er sjældent, rettede Line hende. De underskriver snarere dagen efter, når de skal til reklamationerne.
- Yeah, det er rigtigt, erkendte Aby.
- Men vi skal alligevel være der ! sagde Clauchette.
- Og vi kommer ikke kun for billederne og autograferne, tilføj Amélie. Det er for at vise dem, at vi er her, og at vi støtter dem.
- Det er rigtigt, godkendte nogle piger.
- Men hvordan ved i hvilket hotel de vil være på ? undrede manden sig. Kendte holder den slag ting som en hemmelighed…
- Tja, det er nemt, de kommer altid på Royal Monceau ! påstod Delphine, og hendes venner gav hende et forkasteligt blik, efterfulgt af et ‘huuuush ! !'
-------
1. SDF : Sans Domicile Fixe på fransk. Hjemløse mennesker uden et regelmæssigt hjem. Så det var lidt ligesom livet som en Japan Road fan. SDF kan også på fransk betyde ‘Societé Des Fans’ : Samfundet af Fans. Vi kan leget med bogstaverne i franske versioner.
- Det er Avenue Hoche, sagde Aby. Jeg vil vædde på, at det også var en stor tysk kamp !
- Ah ah ! Grinte den gamle herre. Åh slet ikke, kom og se !
Han tog hende hen til den anden søjle, til indgraveringerne på den nordlige søjle, hvor hun havde været i stand til at kunne læse “Hoche”, lige over “Bernadotte” en Marskal, som han havde snakket om for et øjeblik siden.
- Den almindelige Lazare Hoche kæmpede under den franske revolution. Og senere, tog han ledelsen af Hæren for de Unge Republikker, hvis formål var at bekæmpe revolutionære, eller fjenderne for at bevare regeringstiden af Louis XVI... Jo mere jeg tænker over det, mens jeg snakker om Louis XVI, sagde den gamle mand, og pegede på det andet navn i toppen af kolonnen. Marquis de LaFayette blev fanget og opbevares i fangenskab i Magdeburg.
- Virkelig ?! udbrød teenagerne, interesseret i hver enkel lille information i forhold til deres idoler.
- Ja. Det var i 1792. En ville afkaste kongen fra sin trone, og LaFayette var imod det. Han pressede kongen til at lave en krig og bekæmpe menneskerne og fjenderne sammen med Hæren af de Unge Republikker. Uheldigvis, blev han så taget til fange. I Magdeburg, blev han tilbageholdt i en lille våd underjordisk lejlighed, under umenneskelige forhold… En måned senere, fandt Slaget ved Valmy sted, med de konsekvenser, i kender : Den første republik, ændringer i kalenderen osv.… Og i dette Slag ved Valmy, i den modsatte lejre, vidste du at en ung tysk forfatter, som hed Goethe havde kæmpet ?
Pigerne begyndte virkelig at blive utålmodige.
- Nå men, tiden går, og vi er ventet ! afbrød Chrystal den gamle mand. Skynd jer, piger !
De benyttede denne afbrydelse, til at tage deres tasker og forlade Triumfbuen. De gik væk derfra grinende over Chrystals eksplosion. I virkeligheden, kunne hendes venner ikke tage initiativer ! Hvis hun ikke havde været der, for at skære samtalen kort, ville manden stadig være der, og give dem en historielektion om krige ! Og i øvrigt, kendte de ikke denne gamle herre, så intet tvang dem til at lytte stille til hans taler.
De gik op ad Avenue Hoche og på skillevejen ved Rue de Beaujon, krydsede de for at være i den rigtige side af vejen. Mens de nærmede sig, så de at de første få fans allerede var der. En lille gruppe havde lagt sig overfor den store glas beskyttelse, ved Royal Monceau, hvilket beskyttede indgangen, hvor bandets bil skulle holde, og to teenager beskæftigede sig med at samle deres telt, lidt tilbagetrækkende. Clauchette satte sine tasker ned med udstyret. Chrystal satte sig som sædvanligt på en af hendes. Amélie tog to overlevelses tæpper ud og gav en til hendes søster. Aby åbnede den anden af Chrystals tasker og tog et af de store tæpper frem. Hun rullede det ud, og gik ind i det med Delphine. Kun Clauchette og Chrystal stod med kulden i ansigtet og blev roligt siddende på deres tasker. De udvalgte et sted på jorden og satte sig ned side om side. De observerede Mathilde og Guillaume, der dækkede deres telt med overlevelses tæpper, for at isolere det mod kulden.
Mathilde holdt tæpperne, den gyldne side på ydersiden, og Guigui satte dem fast med selvklæbende tape. De lagde også overlevelses tæpper indenfor, på jorden, den sølv side udvendigt denne gang. Så gik de indenfor og tog sig godt af at lyne døren. De andre lo, nemt at forestille sig, hvad der skulle ske inde i teltet. Men Guigui var bøsse, og hvis de havde lukket sig inde, var de kun for at forberede noget, som de ikke ville afsløre for fansene. I det mindste ikke endnu.
Mathilde tændte sin bærbare computer, mens Guillaume tog en masse forholdsregler for at tage en lille fjernstyret helikopter og dens fjernbetjening ud af en kasse. Den store rejsetaske blev brugt af teenagerne som et bord til computeren, og Guigui stillede legetøjet ved sin side, mens han lavede nogle forbindelser. Da RCA kabalen var tilsluttet, udvekslede begge af dem et vidende blik, stolte af sig selv, og hvad de havde forberedt.
Så kom en hel gruppe af SDF, pigerne fra Samfundet for Hengivende Fans. Morgi, Farah, Laëtitia, Panda, Apple, Maeva, Peanut, Suika, Despair og Ewigkeit slog sig ned ved siden af den lille gruppe af Chrystal og Aby. Nogle piger kendte hinanden fra internettet, og andre havde allerede mødtes, ved det sidste besøg af Japan Road i Frankrig. De dannede en stor gruppe. Maeva og Despair skyndte sig ind i Franprix, supermarkedet lige ved siden af hotellet, for at gøre nogle indkøb, mens Laetitia byggede sit telt op, hjulpet af sine venner.
Dørmændene og ejerne af Royal Monceau kiggede på alle disse mennesker, som havde travlt med at slå sig ned, som om blomsterbedet var en campingplads. Et andet telt blev sat op : Apples telt. Efter nogle få timer, havde de lavet et hjem på fortovet. De ansatte var overrasket over at hotellets ledelse tillod dette. Men hvordan kunne det være på en anden måde ? Japan Road var gode kunder, og at nægte deres fans ville svare til at tage dårligt imod dem. Bandet kunne lide at se deres fans. Nogle gange, lavede de et tegn til dem fra deres værelse eller fra balkonen, og der var altid en autograf og fotografi session. Sommetider flere. Og for at fortælle sandheden, så det ikke ud til at de andre hotel gæster blev generet af pigerne. Det var tværtimod et show, de holdte godt øje med, med forbløffelse eller rekreationer efter menneskerne.
Morgi havde taget sin guitar med og startede med at spille tilfældige Japan Road melodier. Og Laetitia startede med at synge den første sang af Japan Road. Den ene, der havde afsløret dem.
- I’m watching you… Walk out the door… There’s nothing left here anymore…
(Jeg ser dig... Gå ud af døren... Der er intet tilbage her længere...)
- I feel the cold ! ! ! (Jeg føler det kolde!) skreg de alle de unge sammen. It’s driving me insane…
(Det gør mig sindssyg...) De fortsatte, og nu sang det sammen “To The Moon, Soon” .
We know each other for so long (Vi kendte hinanden så længe)
I can’t believe that now you’re gone (Jeg kan ikke tro, at du nu er væk)
I read in the stars (Jeg læste i stjernerne)
We’ll be together again (Vi vil være sammen igen)
Flying to moon, soon (Flyver til månen, snart)
Another world (En anden verden)
Where I’ll hide sometimes (Hvor jeg vil gemme (mig) nogle gange)
Until the pain won’t hurt (Indtil smerten ikke vil gøre ondt)
Watching the stars (Ser på stjernerne)
Up in the sky (Oppe i himlen)
And when l loose myself (Og når jeg mister mig selv)
I’ll think of you (Vil jeg tænke på dig)
Together we’ll be one (Sammen vil vi blive en)
And somewhere new (Og et eller andet nyt sted)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
A half moon’s coming in my sight (En halv mane kommer i mit syn)
Sometimes ago, it was at your side (Noget tid siden, var den på din side)
It carries your vision (Det bærer dine visioner)
Left me less alone (Forladet mig mindre ene)
I know it’s like we meet right now (Jeg ved det er ligesom vi modes lige nu)
I feel you here, I don’t know how (Jeg føler dig her, jeg ved ikke hvordan)
Always you make (Altid får du)
This darkness feels like a home (Dette mørke til at føles som et hjem)
Flying to moon, soon (Flyver til månen, snart)
Another world (En anden verden)
Where I’ll hide sometimes (Hvor jeg vil gemme (mig) nogle gange)
Until the pain won’t hurt (Indtil smerten ikke vil gøre ondt)
Watching the stars (Ser på stjernerne)
Up in the sky (Oppe i himlen)
And when l loose myself (Og når jeg mister mig selv)
I’ll think of you (Vil jeg tænke på dig)
Together we’ll be one (Sammen vil vi blive en)
And somewhere new (Og et eller andet nyt sted)
And we’ll both get wings to flying to (Og vi får begge vinger til at flyve til)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
Hey, Hey (Hey, Hey)
I’m flying always higher (Jeg flyver altid højere)
Following my way (Følger min vej)
Let stars take me straight into you (Lader stjernerne tage mig lige indtil dig)
I’ll be flying night and day (Jeg vil flyve dag og nat)
I’ll be with you soon (Jeg vil være ved dig snart)
Just me and you (Bare mig og dig)
We’ll be there soon (Vil vil være der snart)
So soon (Så snart)
Flying to moon, soon (Flyver til månen, snart)
Another world (En anden verden)
Where I’ll hide sometimes (Hvor jeg vil gemme (mig) nogle gange)
Until the pain won’t hurt (Indtil smerten ikke vil gøre ondt)
Watching the stars (Ser på stjernerne)
Up in the sky (Oppe i himlen)
And when l loose myself (Og når jeg mister mig selv)
I’ll think of you (Vil jeg tænke på dig)
Together we’ll be one (Sammen vil vi blive en)
And somewhere new (Og et eller andet nyt sted)
And we’ll both get wings to flying to (Og vi får begge vinger til at flyve til)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
To the moon, soon (Til månen, snart)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
Fly back to you (Flyver tilbage til dig)
Næsten færdig, gik Morgi videre med “Flieght Nicht” I fransk version. Bandet skulle udgive den i morgen, og en video af generalprøven var blevet spredt i Tyskland i en rapport på Viva, den tyske musikkanal. Det var derfor fansene allerede kendte teksterne udenad af på den nye version. Endnu en gang, sang alle pigerne sammen.
Là haut sur le toit (Deroppe på taget)
Tout est noir autour de toi (Alting er sort omkring dig)
Chaque pas en silence (Hvert skridt i stilhed)
Te libère d’une souffrance (Sætter dig fri fra en smerte)
Tu regardes le ciel (Du kigger op i himlen)
Et tu te sens pousser des ailes (Og du føler du får vingers)
Tu crois pouvoir sauter (Du tror du kan hoppe)
Et enfin pouvoir t’envoler (I det mindste være i stand til at flyve)
J’me perds dans la nuit sans toi (Jeg er fortabt i natten uden dig)
N’me laisse pas comme ça (Lad mig ikke gå ned, sådan her)
T’envole pas (flyv ikke væk)
Les étoiles te guident pas (Stjernerne vil ikke guide dig)
Si tu n’y crois pas (Hvis du ikke tror på det)
T’envole pas (flyv ikke væk)
La lune t’éclaire (Månen lyser dig op)
Si tu te perds (Hvis du er fortabt)
Fais confiance à sa lumière (Stol på lyset)
T’envole pas déjà… (Flyv ikke væk, så snart)
Tu ouvres les yeux (Du åbner dine øjne)
Tu ne sais même plus pourquoi (Du ved ikke hvorfor)
En quittant l’enfance (Mens (du) forlader barndommen)
Tu n’as trouvé que des souffrances (Du finder kun smerten)
Et dans le ciel (Og i himlen)
La vie te parait plus belle (Livet syntes for dig at være smukkere)
Alors tu veux sauter (Så du vil hoppe)
Et enfin pouvoir t’envoler (I det mindste være i stand til at flyve)
J’me perds dans la nuit sans toi (Jeg er fortabt i natten uden dig)
N’me laisse pas comme ça (Lad mig ikke gå ned, sådan her)
T’envole pas (flyv ikke væk)
Les étoiles te guident pas (Stjernerne vil ikke guide dig)
Si tu n’y crois pas (Hvis du ikke tror på det)
T’envole pas (flyv ikke væk)
La lune t’éclaire (Månen lyser dig op)
Si tu te perds (Hvis du er fortabt)
Fais confiance à sa lumière (Stol på lyset)
T’envole pas déjà… (Flyv ikke væk, så snart)
Laisse les étoiles dans le ciel (Lad stjernerne være i himlen)
Je n’ai qu’une chandelle (Jeg har kun et stearinlys)
Pour éclairer ton ciel (Til at lyse din himmel op)
Mais c’est bien réel (Men det er meget rigtigt)
Viens, je t’appelle (Kom, jeg beder dig)
T’envole pas… (Flyv ikke væk)
J’me perds dans la nuit sans toi (Jeg er fortabt i natten uden dig)
N’me laisse pas comme ça (Lad mig ikke gå ned, sådan her)
T’envole pas (flyv ikke væk)
Les étoiles te guident pas (Stjernerne vil ikke guide dig)
Si tu n’y crois pas (Hvis du ikke tror på det)
T’envole pas (flyv ikke væk)
La lune t’éclaire (Månen lyser dig op)
Si tu te perds (Hvis du er fortabt)
Fais confiance à sa lumière (Stol på lyset)
T’envole pas déjà… (Flyv ikke væk, så snart)
Et si tout ça ne retiens pas (Og hvis alt det ikke holder dig)
Je volerai pour toi… (Jeg vil flyve væk for dig)
De fortsatte med den tredje sang, og ingen bemærkede at Despair havde rejst sig op for at gå hen og isolere sig selv i Apples telt. Hun var bogstavligtalt kold. Det var ikke så meget kulden som teksterne af sangene der fik hende til at gyse. Hun trak ærmet af sin sorte læderjakke op, derefter hendes hoodie, og opdagede sit håndled, fuld af en lang række med røde ar. Mærker af hendes ubehag. En lidelse, som var blevet fysisk og markerede hendes krop. Hvor mange gange havde hun tænkt på at hoppe, for at flyve væk til en bedre verden ? Men hvad var behovet for at dø ? Hun følte sig allerede død. Hvor mange gange havde hun skåret i hendes håndled, for at føle knivens indtagelse i hendes kød ? En smerte, der mindede hende om, at hun stadig var i live. Det blod der løb ned til hendes hånd og faldt i vasken, var vel rigtigt. Hendes hjerteslag i hendes tindinger, så stærkt som trommerne satte tempoet i Flieght Nicht. Og oven over denne larm, bad en blød stemme på tysk
I’m lost in the night without you (Jeg er fortabt i natten uden dig)
Don’t let me down like this (Svigt mig ikke, sådan her)
Don’t fly away (Flyv ikke væk)
Derefter så hun Liams ansigt i spejlet. Billederne fra videoerne kørte foran hendes øjne, fyldt op med tårer. Ingen vidste, hvordan hun følte. Undtagen ham. Ham, han vidste. Han sang det. Han forstod, at hun var udmattet. Og han var den eneste, der bevarede hende. Han sang, og det beroligede hende. Hans stemme var som balsam på hendes sår. Hun sang kor sammen med ham, trykkede vaskekluden mod sin håndled, og så forlod hun badeværelset mere levendegjort, end da hun gik derind. I hendes værelse puttede hun MP3-afspillerens øre telefoner i og faldt i søvn til Liams stemme hviskende trøstende ord til hende.
Hun tog sin telefon og ringede til Mathilde, i teltet kun få meter væk fra hende.
- Mathilde ? Det er Despair fra forummet.
- Ah, hello, har du det godt ?
- Ja, Ja. Jeg er ankommet. Jeg har fået brevet...
- Cool. Jeg går ud, jeg er i teltet med de gyldne overlevelses tæpper.
- Det ved jeg, jeg så jer sætte det op.
- Ah ok, grinte Mathilde. Mød mig udenfor, så.
Begge forlod deres telte, kyssede hinanden, og udvekslede nogle banaliteter om vejret og deres rejse. Så strakte Despair hendes brev til Mathilde.
- Men hvordan vil du give den til Liam ? spurgte hun hende.
- Gui' har taget en fjernstyret helikopter med, og vi vil få den til at flyve op til hans vindue !
- Virkelig ?! Udbrød Despair, med store øjne. Og du vil putte brevene indeni ?
- Nein ! Jeg vil hænge dem på landingsbenene. Med et stykke selvklæbrigt tape
- For cool !!
- Gui' vil få helikopteren til at flyve lige op foran hans vindue, og så vil han få den til at banke mod ruden.
- Men hvordan ved vi hvilket værelse Liam vil være i ?
- Tja... ! Udbrød Mathilde, som om det gik uden at fortælle det. Når de ankommer, er det kun at følge med i, hvilket rum der bliver lyst op ! De er altid på 5. etage alligevel, sagde hun ved at vise toppen af bygningen.
Mathilde tog hendes brev og fortalte hende, at de vil lave nogle test her i eftermiddag. Despair vendte sig om mod sine venner med et lille smil på læben. Liam ville få hendes brev. Han ville endelig vide, hvor utrolig vigtig han var for hende. På en eller anden måde, ville livet i morgen virkelig være for uudholdeligt for hende, i det mindste før de forlader stedet, ville hun have sagt, hvad hun ville til ham.
Omkring klokken 18.00, ankom nogle nye fans, og før de ville være for mange mennesker der, udførte Guillaume testene for hans helikopter. Han lod den flyve tæt på ham til at begynde med og testede håndtagene. Han havde allerede gjort det hjemme, men hver gang, var han nød til at tjekke om alt var ok. Så lod han den gå gennem gyden, der adskilte dem fra hotellet, og lod den flyve op til toppen af glas beskyttelses. Han bragte den tilbage til ham selv og gik tilbage til teltet. Når den fløj ud, havde helikopteren brevene tapet på landingsbenene. Mathilde holdte den i hendes hånd, som om hun holdte en fugl, som næsten var klar til at flyve væk, og Guillaume gjorde klar til take-off. Hun støttede det ene øjeblik, indtil hun strakte armen i vejret, og derefter gik helikopteren tilbage i luften, med spørgende blikke fra hotel personalet. Fansene så også på den lille helikopter med forundring. De fandt det så klogt, at de løb hen til Mathilde og Guillaume, for at bede dem om, at give et brev til bandet på deres vegne. Et brev, som de straks gik i gang med at skrive på det de kunne finde, ark af notesbøger og papir stykker. Mathilde gik tilbage til telte, mens den lille helikopter hvirvlede foran bygningen. For at afslutte nåede Guillaume den sidste etage. Han kunne endda have guidet den bag hotellet, hvis han ville. Mathilde gik ud, kiggede på helikopteren gå ned igen til dem og greb den elegant. De havde begge et stort smil.
- Det gik som vi planlagde det !! udbrød hun.
- Ja ! sagde han, vildt veltilpas og stolt af ham selv og hans genial ide.
Zimmer 104
~ 2 ~
Søndag 10. december, 2007.
14:19
Toget fra Laroche-Migennes, ankom i Gare de Lyon. Imens
alle var optagede af at komme ud, fortsatte Jenifer hendes læsning. Hun ville få det optimale ud af sin sidste roman af Lauren Weisberger, People Or Not People. Når man tænkte på hendes weekend, var denne bog meget passende.
Hun ville møde smukke mennesker i løbet af de næste par dage …
Hun lagde romanen ned i sin taske og tog sin bagage : en stor hvid
læder taske, som indeholdte hendes tøj og toiletsager, og en sort, ret tung én, fyldt med drikkevarer og mad. På det luksuriøse hotel, hvor hun skulle bo, havde hun ikke råd til at spise på restauranten, eller tage morgenmaden fra baren.
Så snart hun kom ud fra toget, følte hun den særlige atmosfære af
rejsende. Under det enorme glastag gav larmen fra samtalerne genlyd, som ord talt af et fremmed sprog hun ikke altid genkendte. Hun passerede forelskede folk, som blev genforenede, familier som prøvede at holde deres lille flok samlet, trætte, energiske eller pressede rejsende, nogle gange alle tre på en gang. Ingen lagde den mindste smule mærke til palmetræerne, som dekorerede hallen. De lagde heller ikke mærke til det store ur, eller den bearbejdede buegang til The Blue Train, stationens luksuriøse restaurant. Jenifer, sammenlignet med de andre rejsende, kiggede over det hele. Hendes skrivereflekser var aktiveret, klar til at fange hver en detalje for at gengive dem i en fremtidig roman.
For enden af perronen, ventede Cécilia på hende med sin kuffert med hjul. De to venner krammede og Jenifer insisterede på at de skulle have kaffe inde på The Blue Train.
- Jenny, hvis vi begynder at bruge vores penge…
- Men det er et historisk sted! udbrød hun da de trådte ind i forretningen.
Vidste du at det er bygget til 1900 Verdens udstillingen? Ligesom Eiffel Tårnet.
Smagende på deres kaffe, beundrede den unge kvinde det store
rum, hvis dekoration var fyldt med skulpturer, forgyldninger og malerier. Efter et par timer med offentlig transport, var det behageligt at slappe af et øjeblik på den malede læder bænk.
- Kan du forestille dig ? Begyndte Jenny. Coco Chanel, Brigitte Bardot,
Dali, Jean Cocteau kom her !
- Folk som har råd til det, pointerede Cécilia.
- Det er ikke rigtigt spørgsmålet …
- Ikke desto mindre er det. Man er stadigvæk nødt til at betale regningen
efter måltidet !
- Det er sandt, men det er mere et spørgsmål om dekorationer af
omgivelserne. 1900’er stilen, de rejsende der rejser, togene der ankommer og afgår …
Cécilia diskuterede det aldrig med sin ven. Hun var ikke
særlig interesseret i Historie eller Kunst og ifølge hende, var denne overflod af luksus for meget. Hun foretrak det simple ved en lille café, også selv hvis en hvilken som helst berømt designer eller forfatter havde besøgt den. Så tog de af sted for at vente på Cécilias far på Louis Armand Place. Og i modsætning til den sidstnævnte, som brokkede sig over kulden og vinden, beundrede Jenny stationens facade og klokketårnet. Pladsen, tårnet, 67 m højt, og bar på de 4 sider en 6,5 m bred urskive som mindede om Big Ben i London.
Snart ankom deres chauffør, og de begyndte at krydse Paris. De
var utålmodige, spændte som teenagere. Begge havde et mål at nå denne weekend. Cécilia arbejdede frivilligt for den Franske Japan Road fanklub. I morgen, ville hun sammen med 50 fans tage til optagelserne af showet Hit of the Year 2007, med Flavie Flament som vært. Men det var ikke hendes eneste mission. Hun ville også give bandet og deres manager et dokument om fanklubben, sådan at det kunne blive gjort til ’en officiel fanklub’.
Og Jenny, hun var i øjeblikket i gang med at skrive en roman
hvor i heltinden var en ronk’n’roll stjernes datter, som var vokset op på hoteller, i takt med sin fars tour og under mediernes kritiske øje. Hun tog som et eksempel Anaïs Paris, Rob Paris’ datter, guitaristen fra det kendte svenske rockband Danger. Anaïs var den evige tegner, skriver, designer, sanger, model … og hun var en barndomsven af Japan Road. Jenny vidste fra nogle seriøse kilder, at hun datede sangeren. Hver gang bandet var i Paris, var pigen der også og Jenny håbede, at hun kunne møde hende og tale med hende om hendes bog. Hvis det blev nødvendigt ville hun få hende til at give hendes manuskript.
Dette er grunden til, at de begge havde taget det vilde initiativ
til at bestille et værelse på det samme hotel som Japan Road. For at have alle chancerne på deres side, for at være sikker på at møde dem hver gang de skulle ind i eller forlade hotellet. Og for Jenny, var det her muligheden for at finde ud af hvordan livet inde i et luksuriøst hotel så ud.
- Jeg håber at vi kommer til at se dem og tale lidt med dem, tænkte Cécilia
højt. Sammen med dokumentet vil jeg give hver af dem et kort. Jeg har oversat nogle små sedler til tysk.
- Hvad siger du i de her små sedler ?
- Jeg forklarer dem at jeg ”arbejder” for den Franske Fanklub og at vi
gerne vil have at vores forening bliver den ”Officielle Franske Fan Klub”, sådan at vi kan have nogle sande udvekslinger imellem bandet og fansene. Jeg vil også lade dem vide at i morgen i tv showet, vil alle fansene med en rød top være fra Fan Klubben, og at der er forberedt en overraskelse til dem.
- Det er fedt. Hvad er overraskelsen ?
- En anden pige står for det. Hun har skrevet ”Frohe Weinarchten” på
farvede lagner. Et brev på et lagen. Det betyder ”Glædelig jul” I de små sedler bad jeg dem også om et møde og jeg lod dem vide at jeg bor på deres hotel under disse få promotions dage.
- Tror du de vil gå med til det ?
- Ja, det tror jeg! udbrød Cécilia pludselig helt sikkert. Ofte betror Liam
journalisterne at han føler sig ensom på sit hotelværelse. Han føler sig alene efter at have været sammen med så mange mennesker hele dagen. Det gør ham ked af det og sentimental. Og når han så får en gang skyld kan finde noget at lave og møde mennesker, tror jeg ikke kan vil afslå det.
Jenny havde ikke betroet sig til sin ven om informationen
angående Anaïs Paris. Hun turde heller ikke ødelægge Cécilias håb, men når man tænkte på at Anaïs ville være der, ville Liam slet ikke være alene, føle sig deprimeret og han ville højst sandsynligt aflyse aftalen for at kunne tilbringe mest mulig tid sammen med sin kæreste. Og for at sige sandheden, var det helt sikkert ikke bandet selv der bestemte om en fanklub skulle blive officiel, men nærmere deres management.
Travlt optaget, som de var med at tale og forestille sig deres
møde med bandet og Anaïs, så de ikke Paris passere for næsen af dem, og da de blev bekymrede over, hvor de var, stod Triumfbuen forude ; de var ved at krydse Champs Elysées. En trommende støvregn vandede hovedstaden, og vinduesviskerne tørrede hurtigt forruden, næsten i takt med deres hjerteslag. De ankom til deres destination og dumt som det lød havde de sommerfugle i maven. En blanding af spænding, glæde og frygt. De var en smule bange for at stå ansigt til ansigt med et univers de ikke kendte.
Cécilias far vendte på Place de l’Etoile, og tog så Avenue
Hoche. Den sidste lige strækning. Gradvist kunne de skelne den formløse og farverige masse under træerne. Fans. De var stablet sammen ovenpå blomsterbedet imellem gaden og hotellet. Nogle var pakket ind i omslag, soveposer, overlevelsestæpper. Andre hoppede på stedet eller stod helt stille som statuer frosset fast af kulden.
Bag denne lille forsamling, kunne man lige ane indgangen til
Royal Monceau under det elegante glas halvtag med hotellets initialer. De franske, japanske og europæiske flag, som hang på dette glas halvtag, blev bevæget voldsomt, og gjorde sådan at stoffet flagrede. Da bilen stoppede, gjorde hotellets personale sig klar til at byde de nye kunder velkomne.
Jenny og Cécilia var en smule bange for at have hundrede øjne på dem. De var ikke vant til at få så meget opmærksomhed. Cécilia bad til at der ikke var nogen fans, der genkendte hende og bad hende om hjælp til at komme ind på hotellet. Men de ankom uden nogen problemer og ingen genkendte dem. Dørvagten bar deres bagage og stillede det i hallen, imens de gik hen til receptionen. De fortalte deres navne og receptionisten førte dem ind på computeren.
Jenny havde kontaktet Royal Monceau et par uger tidligere, for at have informationer til sin roman. Hun ville gerne besøge stedet, men ville ikke komme til Paris kun for det. Og da chancen for at møde Japan Road og Anaïs Paris på samme tid til deres næste promotion i Frankrig dukkede op, var hun nødt til at udnytte muligheden. Men eftersom hun ikke vidste med sikkerhed om bandet ville være på dette hotel, havde hun foretrukket kun at booke en enkelt nat. Melody, damen der ledte informationsafdelingen i virksomheden, havde forsikret hende om at der ikke var travlt tidligt i december, og at hun kunne booke en nat mere på stedet uden nogle problemer.
- Vi vil gerne booke en nat mere, til i morgen aften, sagde Jenny til
receptionisten som tastede på sin computer.
- Det kan ikke lade sig gøre, vi er fuldt optaget, sagde en elegant mand i
mørkt blåt jakkesæt med fasthed i stemmen. Intet havde tydet på dette efter den hjertelige velkomst fra receptionisten.
- Hvad ? sagde Jenny overrasket, da hun overhovedet ikke havde forventet
det svar. Hun havde ikke engang bemærket tilstedeværelsen af denne mand før.
- Vi er fuldt optaget, gentog han og pigerne mærkede et kommende
panikanfald. Det var ikke muligt, hvor skulle de sove den følgende dag ?
- Jeg forstår det ikke. Jeg blev informeret om, at der ikke ville være nogen
problemer med at booke endnu en nat.
- Det kan ikke lade sig gøre.
- Din kollega fra informationsafdelingen sagde til mig, at der ikke var
travlt i den her del af året …
- Vi kan ikke altid regne med, hvor mange bookinger vi vil få. Og i
øjeblikket er her fuldt optaget. Jeg beklager. Min kollega vil vise jer jeres værelse for den her aften. Hav et godt ophold på Royal Monceau !
En værtinde gav dem værelsets nøglekort og viste dem
elevatoren. De tog op på 1. etage. I det de gik ud af elevatoren ankom de i en lang korridor. Overfor dem, var der en stue møbleret med nogle lænestole og sofaer og et stort gråt marmor bord, lyst op af en overdådig krystal lysekrone. Værtinden drejede til venstre og åbnede værelse 104 til dem. Hun gav dem et magnetisk nøglekort sammen med et par kort med forskellige numre og et kort der gav adgang til spaen. Hun ønskede dem et vidunderligt ophold på hotellet, hvorefter hun gik. Så ankom bagagebæreren. Han stillede taskerne og kufferten lige indenfor døren, også han ønskede dem et behageligt ophold, hvorefter han lukkede døren bag sig.
På trods af den kolde velkomst fra receptionsbestyreren, gav det luksuriøse rum og spændingen det gode humør tilbage til de unge kvinder. Nu ville de gå på opdagelse. De gik ind af en lille korridor, hvor toiletterne og badeværelserne var, hvori der var et vindue der vækkede deres interesse. Spejle erstattede vinduesruderne og Jenny troede det var et skab. Hun åbnede det og det viste sig at der bare var en væg bag det.
- Kan du forestille dig ?! Hvis vi kunne se ind til naboens
badeværelse ! Udbrød Cécilia, og begge begyndte at grine vanvittigt af at forestille sig det.
De gik nu ind i soveværelsesdelen. En enorm seng stod midt i
det hele, og foran den var der et stort fladskærms tv på et træmøbel. På hver side af det var der en lænestol. Fra vinduet havde de udsigt til Avenue Hoche. Værelset var lige ovenover glas halvtaget og flagene svajede lige foran deres vindue. De syntes de kunne høre en sang nynnet af fansene. De trak gardinerne fra og så de stivfrosne teenagere på gaden. Hvor lang tid havde de stået der ? Spekulerede Jenny over. Under vinduet stod et lille skrivebord med et stik til internettet, brevpapir og hotellets menukort til de forskellige barer og restauranter. Det var simpelthen pragtfuldt.
- Das Zimmer ist richtig geil ! udbrød Cécilia liggende på
sengen. At udtrykke sig på tysk fik hende til at føle sig tættere på Japan Road. Og det var blevet moderne at tale tysk. Der var engang, hvor vi blærede os med at bruge engelske ord, nu viste teenagere deres forskellighed ved at tale tysk.
- Ja, sehr schön ! Gav Jenny hende ret. Men uanset, hvor smukt det er, har
vi stadigvæk et problem.
- Yeah …
- Det er ikke muligt at hotellet er fyldt ! Melody fortalte mig i sidste uge at
der ikke ville være nogen problemer …
De tav et øjeblik, liggende på sengen, næsten side om side da
Cécilia pludselig fik den idé at tænde sin bærbare computer og koble sig til internettet. Jenny bevægede sig ikke. Hun prøvede at vænne sig til tanken om at de i morgen skulle sove på et andet hotel. Måske var det bedre på den måde. Det var en smule skørt at bruge så mange penge på så kort tid. En nat på Royal Monceau svarede til en måneds husleje !
- Det er overhovedet ikke fyldt !! Triumferede Cécilia siddende ved det lille
skrivebord.
- Hvordan ved du det ? Spurgte Jenny overrasket og rettede sig op.
- Jeg er på royalmonceau.com og jeg kan booke til de næste tre
dage. Der er endda flere værelser ledige: Almindelige værelser, små suiter, luksuriøse suiter …
- Er det sandt ? Er du sikker ?
- Ja, se på det her… Jeg booker til i morgen nat… 11. december… 2
voksne… Almindeligt værelse… Jeg trykker… Og det virker. En bekræftelses e-mail vil blive sendt til din e-mail indbakke. Jeg tjekker… Det er okay, jeg har fået det !
- Cilia, du er genial !!
Hun knugede sin veninde i sine arme og begge sprudlede af lykke efter de havde fundet en løsning. De havde det nu, havde de ikke ?! Den eneste ting de ikke forstod, var hvorfor direktøren havde løjet for dem. Hvorfor ? De glemte det spørgsmål for at pakke ud og spise. Jenny tog en vanilje cola flaske, en sandwich og en banan frem. Cécilia havde spist hjemmefra, og denne aften havde hun planer om at shoppe i Franprix lige overfor hotellet.
Klokken 17:45 sendte en tysk fan en sms til Cécilia for at
fortælle hende at Japan Road havde forladt Tyskland. Deres fly var lige lettet. Hun sendte beskeden videre til de andre medlemmer af fanklubben og foretog nogle opkald til den franske officielle hjemmesides team. De var partnere og skulle mødes i morgen.
Ti minutter senere cirkulerede nyheden rundt på MSN og forummer og videre til fansenes mobiltelefoner, der ventede i lufthavnen. Så vidste de at JR ville være i Frankrig omkring 19:30. Om lidt mere end en time og tredive minutter.
Imens Jenny stille liggende på sengen læste den næste del af
Beth’s people eventyr, holdt Cécilia kontakten med hendes flok på MSN og modtog en bunke opkald. Hun lignede en minister. På en halv time havde hun installeret Fanklubbens Hovedkvarter i rummet. På skrivebordet stod hendes bærbare computer og hendes mobiltelefon, som allerede var sat til opladning. På sengen, en bunke fanklub dokumenter og breve til bandet. På møblet ved siden af¬¬ den gigantiske skærm, en liste over fansene til showet i morgen, forsamlingen, en anden liste over det Officielle Website team og badges, så fans kunne genkende arrangørerne.
Hun havde shoppet lidt i Franprix og havde bedt roomservice om en kop varmt vand. Med øjeblikkeligvirkende kaffepinde, havde hun lavet en espresso til sig selv. Det var hendes tredje kop kaffe, da en fan gav hende besked om at flyet fra Hamburg var landet klokken 19.22. Bandet var ikke kommet ud endnu, men de ville ikke blive forsinket ! Hun ville ringe igen for at få viden om, de havde givet autografer eller om hun havde taget nogle billeder.
Ankomsten
~ 3 ~
Søndag 10. december 2007.
19:37
Liam Kaulblitz skubbede sit lange hår, tilbage fra toppen med hans velplejede finger. Han kunne prale med at popularisere den mode. Samfundet af hans fans havde nu deres negle malet i halvt sort, halvt hvidt. Som ham, havde de også farvet deres hår sort, med nogle blonde hår, og understreget deres øjne med ekstra eyeliner og ektremt meget øjenskygge.
Denne aften, havde han kun en linje af eyeliner og mascara. Gemt bag de store sorte solbriller, skimtede han lufthavnen med et blødt og sagte blik, så stoppede hans brune øjne på hans bror. Théo scannede også nabolaget, ligesom de andre medlemmer af bandet. Bortset fra, at Liam vidste præcist, hvad hans tvillingebror følte i dette øjeblik : en svag kvalmen. Sommerfugle i maven. Et kærtegn så blødt, som lykken over at se deres fans igen, men et vingeslag så hektisk, som hysteriet af disse piger. Det var en mærkelig fornemmelse.
Gisèle, den franske billet repræsentant, talte med Derek, den vagt med ansvaret for bandets sikkerhed, og Lucas, deres chauffør. I mellemtiden, organiserede Jaki, sikkerhedschefen, de rejsendes bagage, evakuerede fansene med magnetisering, ved at sætte en lille en overalt og mentalt banede den vej de ville gå med bandet. Da han gik ind i det lille VIP venteværelse, ledsaget af hele bodyguard holdet, var det som en granat af stress netop havde eksploderet. Her var vi, og de skulle til at gå. Eller nærmere at ankomme…
Liam gik frem mod døren, med Jaki forrest, Derek og Tabbi ved sin side. Efterfulgt af sin bror, som også havde beskyttelse på hver side af en vagt. Så kom Gisèle, og de to andre band medlemmer, også beskyttet af tre vagter, der sluttede processen. Lucas var gået, for at være i den sorte Volkswagen bil, og parkere den ved den nærmeste udgang. Talia, make-up pigen, gik ligefrem ubemærket og gik over i den anden bil ; som transporterede bagagen og bodyguardene. De hundrede par øjne scannede korridoren, for at finde velkendte silhuetter. Kun nogle fans bemærkede at ”den unge blonde dame” var der og undrede sig om pressen havde fortalt sandheden. Datede sangeren hende ? Fotografierne cirkulerede på internettet, viste Liam fra siden, lænet som om han kyssede den unge pige foran ham, næsten uigenkendelig med sin sorte kasket og briller. Var det en fotomontage ? Var fotografiet falsk ? Deres idol fanget på fersk gerning ? En total og uudholdelig tvivl svævede i sindet hos nogle fans, men de havde tre dage til at afklare mysteriet.
Den trådløse walkie-talkie fastsat til Jakis jakke, krakelerede nogle ord, og han svarede før, han sagde de sædvanlige instruktioner til hans kære drenge.
- Vi skal til at smutte. Følg med lige bagved mig. Kig lige frem. Stop ikke for at tage imod, hvad fansene prøver at give jer – de vil alligevel møde jer igen ved hotellet – og gå op i bilen. Det vil ikke tage lang tid. Er i klar ?
De rystede alle sammen på hovedet, mens Jaki ventede på signalet fra Liam. Théo gav ham et lille puf med albuen.
- Here we go! Japan Road har officielt taget position i det franske territorium ! udbrød han på tysk.
Liam kunne ikke rigtigt lide sin tvillings cool attitude, men alligevel smilte han. Han skubbede sit hår tilbage med en blid bevægelse, som pressen senere ville beskrive som en total kvindelig attitude, og det ville blive brugt til at fodre rygterne om hans homoseksualitet, ligesom hans store hvide læder taske, som beskyttede hans bærbar computer og det sidste US Vogue blad, med Penelope Cruz på forsiden. ”Hjemme i Madrid” var titlen på magasinet. Spanien var netop den næste destination for bandet til promotion. De ville slutte ugen i Madrid, før den velfortjente juleferie, under Maldivernes sol. Liam gjorde sig klar og gav grønt lys. Jaki advarede Lucas om at de ville ankomme og at alt gik hurtigt.
Tusind smil lyste op i lufthavnen ved synet af Jaki i korridoren. Det var en sensation. Japan Road var officielt ankommet til Frankrig. Blitzene gik overalt for at dette øjeblik skulle vare for evigt.
Liam, sangeren, havde skåret en streg i sine sorte Diesel jeans og trampede i jorden med hans santiags (En slags cowboystøvler). Han bar en sweater, som han selv havde designet, med bogstaverne JR syede på forsiden og med håndled, som næsten dækkede hele hånden som vanter. Han havde fladt og glattet hår, som sædvanlig, når han ikke skulle optræde.
Théo, guitarist, i modsætning til sin bror, som var klædt ret tæt til kroppen, havde han en mørkeblå stor T-shirt og en grå frakke. Hans lange dreadlocks kommer ud fra hans kasket som sædvanligt, og han gik på en afslappet måde, selvom han vidste han blev observeret overalt.
Gregor, bassisten, havde en helt normal stil. Jeans, en sweater og en vindjakke. Hans glattede halvlange hår, fløj væk til hver sin side af hans ansigt, da han besluttede sig for hurtigt at komme ind i bilen.
Gunther, trommeslageren, havde også en ganske normal stil. Hans korte hår og hans diskretion, forhindrede ham dog ikke i at blive genkendt på hans vej, selv om tvillingerne klart havde publikums opmærksomhed.
På 10 sekunder, havde idolerne krydset terminal 1, hyldet af et larmende og entusiastisk publikum, og styrtede en efter en ind i den sorte Volkswagen Caravelle. Jaki gik op til sidst og smækkede døren, og dermed isolerede han bandet fra al den utrolige larm. Det semi-halve lys i bilen var mærkbart for deres øjne, og de tonede ruder virkede for dem i dette øjeblik for den bedste investering nogensinde. De kunne observere fansene uden at de mistænkte det.
Det var altid en ubeskrivelig scene. De kiggede helt forbløffet efter deres hurtige passage. Glade for lige at have set dem. De fik ikke autografer eller nogle gode billeder, men de havde set dem. Bandet var tilbage i Frankrig. I Paris. Så tæt på dem. SMS’erne blev sendt som mayday beskeder. De var dér ! Nyheden kunne officielt blive annonceret på hjemmesiderne og bloggene, og til fansene, som havde ventet siden morgenen foran hotellet. Det var også et rush mod undergrundsbanen ! Fans vidste at Metroen ville bringe dem til hotellet før bandet havde krydset Paris i bil. Så ville de se dem igen. Endnu en gang. De var ubeskrivelig glade…
For Japan Road, var det meget anderledes. Lucas havde kun lige startet bilen, for at følge den lange Terminal 1 vej, da Jaki opdagede at to biler hurtigt begyndte at følge efter dem. De kørende var unge og passagererne var yngre. Det glade udtryk i deres ansigt og deres meget tætte forfølgelse afslørede dem. Inden de kom til Autoroute du Nord, sendte den anden bil informationen til Jaki : taxien der forfulgte dem kørte også med fans. Han havde ikke delt disse oplysninger med bandet, for de ikke skulle bekymre sig, men de havde hurtigt selv lagt mærke til bilerne og deres larmende passagerer ! Bilradioen brølede ”Freiheit 189 Live Europa Tour", deres sidste album, hvilket ikke var særlig diskret. Pigerne sang højere end Liams stemme. De havde det sjovt, helt ubevidste om, at de lige nu havde gjort deres yndlingsbands liv til et meget stresset øjeblik. Bilerne var meget tætte på. Det regnede, og alt de tænkte på var at de fulgte Japan Road, de respekterede ikke en god afstand mellem køretøjerne..
Normalt, slappede drengene af og snakkede. I bilen kunne de endelig føle sig afslappet. Men i Frankrig, var der sådan et vanvid ! Ingen af de 4, heller ikke Giséle, kiggede op fra bilerne. De var alle på vagt. Deres koncentration blev afbrudt af Théos mobiltelefon. Da han tog den ud af hans lomme, lyste den lille multifarvet skærm bilen op, og stoppede på den blå farve, da han gled klappen op.
- Ja ?! Svarede han med et stort smil, før han tog imod nyhederne fra hans samtalepartner..
De andre var ikke opmærksom på ham, og fortsatte med at ordne vejen. Kun Liam tog hans øjne væk fra målet for at kigge på sin bror. Théo snakkede ikke sådan med hans venner. Heller ikke deres forældre. Han kunne mærke på hans talemåde at det heller ikke var en af hans mange elskere. Han puttede hånden i hans taske og famlede omkring efter sin mobiltelefon. Den røde lampe blinkede. Han vidste det. Han rullede hakkende hen over skærmen, som fik den til at lyse op, og læste han havde et ubesvaret opkald. Uden at tjekke numret, lagde han telefonen i hans taske og rakte sin hånd til sin bror, i en nervøs gestus.
- Giv mig hende ! beordrede han, men Théo afviste hans gestus ved at skubbe. Théo ! skreg han utålmodigt.
- Nu kører vi igen, Mesteren har sine pasformer, meddelte han sin samtalepartner.
- Du pisser mig virkelig af ! sagde Liam, irriteret, tog telefonen fra Théos hånd. Schatziiii !! udbrød han med en pludselig blød stemme, under de ekstra blikke fra hans bror.
Schatzi var en lille tysk kælenavn, som passede meget godt på Anaïs, som levede omgivet af fire sorte katte ! Selv hvis ordet ikke havde nået at gøre med katte, ligheden med det franske ord var perfekt. På fransk ’kat’ er ’chat’. Det var en lettelse for Liam at høre sin kærestes stemme i telefonen. Hun virkede så tæt på ham pludseligt. Og det var hun. Hun ringede netop for at tjekke om han var kommet godt frem. Så ville hun køre til Paris for at slutte sig til ham.
Nu, tabt i hans samtale, opdagede Liam ikke at fansenes hvide bil havde fordoblet sig. Den røde bil og taxien var på den højre side af vejen. Lucas havde hurtigt kigget i sit sidespejl, lavet et hoved tegn til Saly, trukket ud til siden og accelereret. Jaki videregav informationen til den anden bil, som fulgte den samme mission. Den røde bil kørte også ud for at forblive tæt på den sorte bil, og de hørte et tud. Køretøjet bag den røde bil bremsede lige i tide til ikke at køre ind i den. Gisèle havde et lille lettelses suk. Hun pillede nervøst ved håndtaget af hendes taske. To små lysende punkter kom frem i det fjerne, og Lucas tog sin indikator frem, for at blive fulgt tilbage. Men de to biler og taxaen blev tæt på hinanden. Ingen havde lavet mellemrum, hvilket kunne gøre det umuligt for begge af bilerne at tage deres plads igen. Lucas havde intet andet valg end at skubbe til max acceleration speederen. Forlygterne voksede sig større. Gisèle og Théo, som var på forsædet, undrede sig over, hvad fanden deres chauffør ville gøre. Chaufføren var også selv ved at gå i panik og blinkede med lyset for dem flere gange. Lucas accelererede stadig, og passerede den hvide bil og skar sig ind på hans højre. Da den anden bil var bag ham, slappede han af og kørte langsommere.
Théo vendte sig om, og havde et tegn af lettelse i ansigtet, da han så på sin bror, som snakkede ubekymret med Anaïs. Det store smil ville ikke forlade hans læber. Théo smilede også. Han kunne godt lide at se Liam sådan. Det var godt for ham, hvis han var ubekymret om faren fra fansene, som fulgte dem tæt. Han foretrak det sådan. Théo havde altid haft en refleks for at beskytte sin bror. Liam var den mest udsatte i medierne. Fordi han var sangeren. Fordi han svarede i interviewene. Fordi han havde denne glamourøse stil : langt hår, make-up på øjnene, lakerede negle og smykker. Han var fansenes favorit og fik en masse opmærksomhed. Men på den anden side modtog han også alt kritikken, angrebene, rygterne… Da en sladderartikel en dag sagde, at han datede deres make-up pige og den følgende dag påstod en anden at han var bøsse, det fik ham til at grine og igennem interviewene, siger han blot, at han ikke er opmærksom på sådan nogle ting.
Théo alene vidste, hvor meget han havde lidt fra det i begyndelsen af deres karriere, fordi han blev ved hans side, når Liam låste sig inde i hans værelse og græd. Han alene kunne finde ordene der stoppede tårerne. Han vidste bedre en nogen, hvordan man fik ham til at glemme alt sladderen han havde læst ved at gøre det klart for ham, hvordan de levede. Deres band, deres succes, deres drømme. Og de var den samme. Stærkere end hele verden. Sammen ville de bestige bjerge. De ville forblive i Musik Historien og ville blive det bedste rock’n’roll band, verden nogensinde havde set ! Så tørrede Théo det eyeliner og mascara væk, som havde løbet ned ad sin lillebrors ansigt og lod ham falde i søvn. Og han gik ind på sit værelse, fuld af raseri mod disse medier, som havde ødelagt hans bror. På dette tidspunkt var hans musiksmag udelukket rettet mod hip hop. Pludselig, gjorde kærligheds og freds budskabet sunget af Aerosmith var ikke godt mere. Han følte sig meget tættere til rappere, som understregede deres samfunds had, som fordømte livet i ghettoerne, eller som sang om uretfærdighederne. Han havde dog ikke had til alt i livet, for pressen var sympatisk med ham. Men at se sin bror i denne tilstand var værst af alt. På nogle tidspunkter, modsat det han sagde for at berolige hans bror, undrede han sig om det overhovedet var det værd. Var det virkelig nødvendigt, at de led så meget for at leve i deres drøm ?
En pause trak det fra hans tanker. Instinktivt kiggede han til venstre. Liam sad geninstalleret dybt komfortabelt i sædet og lo. Han glattede ubevist et tot af hans hår. Théo smilede, morede sig over at se, at han var uigennemtrængelig med alt, når han snakkede med Anaïs. Han kunne næsten være jaloux på den indflydelse hun havde på ham. Han kiggede tilbage og krydsede Gregors og Gunthers ansigter. Han løftede øjenbrynet og hans smil forsvandt. Han havde et udtryk, som lod musikanterne vide at han delte deres bekymringer.
Få meter foran dem, startede en kamp mellem den røde bil og den hvide. Den ene var på den venstre side af vejen, og den anden på den højre. Taxaen fulgte dem stille og roligt, i den højre side af vejen, efter den hvide bil. Lige pludselig udbrød Lucas et bandeord og dyttede. Bilerne var begge foran ham ! I den samme bane ! Så kørte de tilbage i en linje, og den røde nærmede sig faretruende køretøjet. Lucas trådte hurtigt på bremsen for ikke at køre ind i den, og alle sammen forventede et sammenstød. Liam, som overhovedet ikke forventede denne hændelse, slog panden mod hovedstøtten og mobile forsvandt fra hans hånd ! Den blev slynget tilbage fra sædet og faldt et eller andet sted på jorden. Fastholdt af stødet fra bremsen, samlede han den ikke umiddelbart op. Og da han bøjede sig ned for at søge efter den, fik larmen fra flyet der landede på Le Bourget lufthavn ham til at stoppe. Det var et brutalt tilbagekommen til virkeligheden.
- Sid stille og bevæg dig ikke, beordrede Jaki pænt til ham.
- Jeg ville bare tage telefonen op. Den faldt…
- Du kan samle den op bagefter.
- Undskyld, sagde han til Théo, og ringede tilbage til Anaïs fra hans egen mobiltelefon.
Mens den ringede op, kiggede han udenfor, fra den modsatte sides vindue. De passerede en kirkegård, lige før stykkerne af træ ved Courneuye Despartmental park. Han genkendte nu stederne, de angav at de var tæt på Paris. Når de havde passeret parken, ville de ankomme til Plaine St Denis’ studie, hvor mange franske show studier og filmkulisser var placeret. De havde nogle shows der skulle optages i nogle af dem i morgen.
De fulgte den lange Avenue du President Wilson, så drejede de på Autoroute du Nord, for at dreje på Peripherique, men de fulgte efter de røde og hvide biler, som altid var foran dem. Lucas var nød til at komme af med dem, og efter nogle meter på Périph’, accelererede han for at passere dem. Gisèle tog nervøst fat i armlænet, hvilket gav hende muligheden for at holde sig fast, da chaufføren drejede ind på Avenue de la Porte d’Asnière, tog han rundkørslen i tredje gear. Det regnede stadig, og da han var nød til at stoppe ved en korsvej, gled bilen og lavede en vand glidning, og kørte lidt over stop stregen på vejen. Lucas startede i andet gear, da den sidste bil havde passeret foran dem, ville de ikke skabe nogen chance for at fansene skulle indhente dem, så de kørte ned af en gade, og så Malesherbes boulevard.
Liam lagde på. De var næsten ankommet. De havde kørt den vej en masse gange. Som en lille dreng, vendte han sig rundt til de andre, for at sige at de var ankommet. Efter rundkørslen, ville de kunne se Triumfbuen i horisonten. Men ingen af dem var særlig modtagelig overfor hans glæde over at være kommet til Paris.
Lucas kørte ind i rundkørslen og halvvejs, hvilket ikke var en overraskelse for ham, så de den røde bil krydse græsplænen i rundkørslen, for at komme lige foran dem, og drejede på gaden. Lucas knuste bremsen endnu en gang, og bilen lave en lille vandglidning igen. Bilen bag dem dyttede ! Mens de drejede hurtigt på Wagram Avenue, satte deres bil sig lidt på tværs, men chaufføren fik hurtigt kontrol over køretøjet igen.
- Er de sindssyge ?! udbrød Liam.
- De har fulgt os siden lufthavnen ! informerede Gregor ham.
Triumfbuen kom frem i horisonten, men lige pludselig følte Liam ingen tilfredsstillelse af det. Den hvide bil prøvede at overhale dem på trods af regnen, Lucas kørte stadig hurtigere. Derefter gjorde Liam den triste konstatering af, at han faktisk var ankommet til Paris. Den smukkeste by i verden. Men en by han ikke ville se. En by, hvor fans ville spore ham nat og dag. Startende nu, på den glatte vej. Ved hver krydsende vej, bad han til de ikke lavede et sammenstød, fordi de to fan biler ikke stoppede, og ikke respekterede højre vigepligt.
Place d’Israel. Place du Brésil. Rue de Prony. Rue de Courcelle. Rue Theodore de Banville. Rue Théodule Ribot. Rue des Renaudes. Place des Ternes. Rue de Troyons og Rue Beaujon. 10 steder, hvor der er mulighed for en ulykke… Og så tog Lucas sin indikator frem – en detaljeret beskrives af fansene som var der – de skulle køre af Avenue Hoche ved Rue de Tilsitt. Den røde og den hvide bil kørte hurtigt ned af gaden. Taxien gjorde det samme, med henblik på at aflevere fansene foran hotellet, før bandet gik ud fra bilen.
Nær hotellet, frygtede Lucas ikke biler, men fans som kom for tæt på køretøjet, da han stadig kørte. Han kørte op ad gaden og parkerede foran indgangen til Royal Monceau, mens fansene skreg af glæde.
Liam, Théo, Gregor og Gunther kiggede undrende på alle disse piger, som havde overtaget græsplænen, som skilte vejen fra hotellet. Nogen havde soveposer og overlevelses tæpper, sikkert under store paraplyer. Andre havde håret fladt på hovedet på grund af regnen. Alle så frosne ud, strammede deres frakker mod dem og rullet ind i to, tre rækker af store halstørklæder. Men alle var glade og bevægede sig nervøst. Hotellets security trådte til for at minde dem om at forblive på græsplænen. Jaki gik ud af bilen, for at gå til receptionen med Derek.
En gruppe af fans startede i kor, en af deres sidste sange “Just For You (I Am Here)” (Kun For Dig (Er Jeg Her)) og alle sammen begyndte at synge.
We are here ! ! Vi er her ! !
Just for you ! ! Kun for dig ! !
You’ll see us deep into you ! ! Du vil se os dybt i dig ! !
You’re not alone ! ! Du er ikke alene ! !
In the world ! ! I verden ! !
Your heart beats with our every words ! ! Dit hjerte slår med alle vores ord !!
Liam smilte til dem, men de kunne ikke se ham. Han sang lavt med på “I can’t stay forever… But ‘till you feel better… We’ll stay together " (Jeg kan ikke blive for evigt... Men indtil du føler dig bedre... Vi vil blive sammen). Denne sang, havde han skrevet en smule for Anaïs, men en del for fansene. For at fortælle dem, at han altid vil være på deres side. Selvom han fysisk kun var ved dem i et øjeblik, huskede han på alt det de gør for at se ham, alle disse scener for at vente i lufthavnen, foran hoteller, koncertsale, i det værst mulige vejr. Og når han ikke var til promotions, ikke på tour, tænkte han på alle disse fans, der gav så meget af deres tid og deres liv for ham, for bandet og deres musik.
You’re not alone ! ! Du er ikke alene ! !
In the world ! ! I verden ! !
Your heart beats with our every words ! ! Dit hjerte slår med alle vores ord !!
WE’LL STAY FOREVER ! ! ! VI VIL BLIVE FOR EVIGT! ! !
UNTILL YOU FEEL BETTER ! ! ! INDTIL DU FØLER DIG BEDRE ! ! ! råbte de i kor.
WE’LL STAY TOGETHER ! ! VI VIL BLIVE SAMMEN ! !
De havde endda tilpasset teksterne. De havde virkelig de bedste fans i verden. Hvis drengene blev rørt af hyldesten fra fansene, hvilket ikke så ud til at være tilfældet for Gisèle, som var ved at overvinde følelserne fra rejsen. Bandet havde allerede glemt, at de var tæt på at dø ti gange, på grund af fansene, som elskede dem så meget ! Hun fandt det forfærdeligt, at man kunne lege med folks liv. Chaufførens liv, Jakis, bandets, hendes og alle som kom på deres vej… Heldigvis var de ankommet sikkert. Men teenagerne, som sang omkvædet af sangen, det værste var at de sang falsk, det gik hende virkelig på nerverne. Vi vidste de var der, og at de ville blive der for evigt. Ingen grund til at hylde det på den måde. Men, det var indlysende : bandet værdsatte meget deres demonstration. De bekymrede sig om dem, når de så dem gennemblødte til knoglerne, hostende, frysende, nysende.
- Vi kunne skrive nogle autografer i aften, foreslog Théo til Gisèle.
- Nej, i morgen. Vi skal til at spise nu, og vi skal snakke om programmet for i morgen.
- Vi er ikke væk i mere end 5 min., påpegede Gunther.
- Saly sagde i morgen. På den anden side, selvom du giver nogle autografer i aften, vil de stadig vente til i morgen for at se jer igen. Du kender dem… Det er netop vigtigt at få dem til at forstå at det ikke er nødvendigt at følge os siden lufthavnen, eller vente to dage foran hotellet. At de er der, uden jeres tilstedeværelse er som at chikanere.
På dette punkt havde hun ret. Men deres fans var ivrige. Og de var simpelthen så glade for at se dem forlade bilen. Og så håbe hele natten på at se Liam lave et tegn fra hans værelses vindue. Så en autograf, eller et billede, den følgende dag. De ville ikke give slip på dem så let. Det var virkelig ikke sikkert, at deres planer for arbejde i en muligvis fremtid ville fungere.
Vi arbejder så hurtigt vi kan med at lægge nye kapitler ind, men da vi også har nyhederne på bloggen og vores liv ved siden af som vi prioriterer højest, tager det altså lidt tid.
Håber I forstår og venter med tålmodighed på kapitel 4 :)
Copyright Caroline Sauvageot 2007
Du kan få fat i forfatteren på e-mail : carey.s@wanadoo.fr
Copyright THOnlineUpdate.blogspot.com
Vi har lagt meget arbejde i at oversætte dette, derfor må ingen på nogen måde stjæle oversættelserne ! Du kan kontakte os på e-mail: thonlineupdate@jubii.dk
Original titel : L’Etage Interdit. 2007
Oversat af Sidsel Brøns Nielsen & Henriette Andreasen til dansk 2010
Læst igennem og rettet af Annika Clemens
Alle fra http://www.thonlineupdate.blogpot.com/
